Historien om Inna

<3 MIT NYE HJERTE  <3

 

“Hvad siger du til den blanding her?” spurgte jeg min daværende rumbo, KG. Jeg havde hver dag i tre uger brugt mange timer foran diverse salgsider på nettet i håb om at finde min nye følgesvend – en hund, eller rettere sagt, en hvalp. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg søgte, kun at det skulle være en mellemstor hund, og at “hårde” brugs-racer som border collien var udelukket. Det ville blive for stor en mundfuld for mig.
Hold nu op, hvor findes der idag mange stueopdræt, drevet af useriøse mennesker der krydser de små racer på tværs af hinanden, så der opstår skøre og deciderede usunde blandingshunde. Mops parret med kavaliere. Chihuahua parret med pomeranien. Fransk bulldog parret med pekingeser. Listen er lang. Alle dyre-internater var også blevet scannet igennem for en mulig rescue-hund, som jeg kunne give en ny start på livet. Men også her fandtes kun de små, skøre blandinger, eller de store, hyperaktive hunde, og rescoursser til disse var ikke nogen jeg på daværende tidspunkt besad. Men så poppede et opslag op fra Vinderup. Et ældre ægtepar som var indehaver af 9 blandingshvalpe, nemlig rottweiler/labrador.
“Nej, den bliver for stor, den opgave kan jeg ikke magte. Jeg er ikke dygtig nok, KG.” sagde jeg til rumboen.
“Pjat med dig,” svarede han – “har du et nummer på dem?”

Jeg fik ringet til ægteparret og lavede en aftale om, at jeg uforpligtet kunne komme og besøge dem, så det gjorde jeg i følge med KG.
Jeg husker tydeligt gården, hvor hvalpene befandt sig: stor og flot, præget med en fantastisk smuk natur. Det var nærmest paradis, og jeg var skide nervøs. Nervøs for, om ægteparret nu også ville sælge til mig, hvis jeg nu bestemte mig for at reservere en. Jeg var jo bare 22 år og alene, tænk hvis de ikke stolede på, at jeg ville være en ordentlig og kompetent ejer? Tænk nu, hvis de blankt afviste mig, når de blev mødt af synet af de tattoverede fingre, næsepiercingen og det platin-blonde hår? Mine knæ rystede sammen med min stemme, mine håndflader var svedige og jeg følte hele tiden jeg skulle besvime. Præstationsangst, tror jeg man kalder det.
Vi blev ført ud i en lade, og her mødtes vi af 9 skønne og livlige hvalpe på 6 uger. Jeg havde helt glemt duften af baby-hund, og jeg følte mig så dejligt hjemme, da jeg trådte ind i deres gård, bygget af halmballer. De var alle dejlige, de ville alle snakkes med, og jeg blev straks overvældet af ubetinget kærlighed og tillid. Jeg var solgt. Men hvem skulle jeg dog vælge? Jeg tog skiftevis et par af hvalpene op, tjekkede køn, øjne, ører. Jeg talte til dem for at se, hvem der reagerede mest på min stemme. Så drog jeg et dybt suk, rejste mig, trådte over halmballerne og ud af hvalpegården.
“Hvem skal jeg dog vælge?” spurgte jeg KG. Men da jeg igen kiggede ned på flokken, var der én hvalp, der sad helt roligt og fastholdt sine dybe, brune øjne på mine. Det var som om, hun stirrede helt ind i min sjæl og hviskede, "vælg mig". Det var, ærligt, en meget overvældende følelse, for med det samme kunne jeg mærke en connection. De andre kunne også se det, og manden tog hende uden ord op til mig og sagde: “Hun har vidst valgt dig.” – og han havde så sandelig ret.
Jeg kan ikke huske hvor længe jeg stod med hende i armene, før kvinden kom hen og sagde,
“Hvad skal jeg skrive på hendes halsbånd?” Jeg skulle virkelig tage mig sammen for at kunne få ordene ud, uden at græde af glæde:

"Inna." stammede jeg - "Hun hedder lille Inna."

Kontrakten blev underskrevet, depositummet blev betalt, resevationen var fuldendt. Nu skulle hun bare have to uger mere hos sin mor og sine søskende, før hun var stor nok til at komme hjemmefra og bo hos mig. Vi gav hånden, de sagde tak for besøget, hvorefter jeg satte mig ind i bilen. På vej væk derfra skete der noget med min krop, jeg aldrig havde prøvet før, og som jeg ikke troede var mulig. Tårerne trillede lydløst ned ad mine kinder, Emil kiggede i bakspejlet og spurgte, “Er du okay, frøken Baad?” men jeg kunne ikke svare. Jeg var så overvældet af lykke, så jeg blev decideret mundlam. Jeg sad bare der, bag i bilen, og græd mens jeg kiggede rundt med store øjne. Det er et af de største øjeblikke jeg har oplevet.

De 14 dage gik, og de gik langsomt. Men endelig kom dagen hvor jeg kunne hente mit nye <3.

Den dag ændrede mit liv sig drastisk, også til det bedre, det vidste jeg bare ikke på daværende tidspunkt. Nu er det Inna og mig mod resten af verdenen. Bare vi er sammen, er alting godt, så skal det hele nok gå, og det har jeg vidst, lige fra første gang jeg så hende.

 

 

AA udtales Å

HVEM ER JEG?

Hej, og tak fordi du har klikket dig ind på min blog! Her er der plads til det hele: fjolleri, samfundskritik, fucked-up tom snak og meget, meget mere. Kun min egen fantasi sætter grænser – og jeg er mere eller mindre et grænseløst menneske, nu er du advaret. Så pak hønsemunden og de stramme øjenbryn væk, for nu skal vi altså have det lidt sjovt!
Mit navn er Amalie, jeg er 22 år og bosat i Vestjylland (for det er her the shit sker)
Min primære familie består af min kære far og søster. Vi er gode til at skændes, men bedst til at stå sammen. Oven i det har jeg en smart-i-en-fart svoger og en højst-elsket nevø på 12, og ham og jeg øver os altid i at lave ballade.
Min moster og onkel Leif bor tæt ved vandet, og da jeg var lille blev jeg altid budt på nutella-madder. Idag bliver jeg på de tunge dage budt på en øl i stedet for. (så ved man, man er blevet voksen)

Jeg elsker at komme ud, gå i byen, lave ulykker og have det sjovt, men om søndagen finder du mig alligevel oftest i min seng med nedrullede gardiner, mens Kardashians flyver over skærmen. Jeg har opgivet debatten om frikadeller i folkeskolen, men får julelys i øjnene når snakken falder på legalisering af cannabis. Jeg afskyr kællinger og deres fnidder-fnadder, men tager alligevel mig selv i at følge med i Fie Laursens og Onani-Carolines cyber-slåskamp ( #TeamFie )
I mit hoved er der ikke langt fra tanke til handling. Jeg kan bare godt lige at dele, alt fra billeder af min hund, pinlige oplevelser, til vredesudbrud over Støjbergs såkaldte “sejrs-kage”.
Så hvorfor lytte til mig? Det beder jeg dig heller ikke om. Jeg er ikke fan af piedestaler, og har slet ikke lysten til at sidde på sådan en, så selvom mine ord måske opfattes som værende bedrevidende, er de mere ment som undrende. For i bund og grund er jeg jo bare endnu en stemme, og jeg har altid nydt at råbe højest. “Hende den højrøstede” passer vel egentlig meget godt, I guess. Så her er jeg. Værsgo