AA udtales Å

HVEM ER JEG?

Hej, og tak fordi du har klikket dig ind på min blog! Her er der plads til det hele: fjolleri, samfundskritik, fucked-up tom snak og meget, meget mere. Kun min egen fantasi sætter grænser – og jeg er mere eller mindre et grænseløst menneske, nu er du advaret. Så pak hønsemunden og de stramme øjenbryn væk, for nu skal vi altså have det lidt sjovt!
Mit navn er Amalie, jeg er 22 år og bosat i Vestjylland (for det er her the shit sker)
Min primære familie består af min kære far og søster. Vi er gode til at skændes, men bedst til at stå sammen. Oven i det har jeg en smart-i-en-fart svoger og en højst-elsket nevø på 12, og ham og jeg øver os altid i at lave ballade.
Min moster og onkel Leif bor tæt ved vandet, og da jeg var lille blev jeg altid budt på nutella-madder. Idag bliver jeg på de tunge dage budt på en øl i stedet for. (så ved man, man er blevet voksen)

Jeg elsker at komme ud, gå i byen, lave ulykker og have det sjovt, men om søndagen finder du mig alligevel oftest i min seng med nedrullede gardiner, mens Kardashians flyver over skærmen. Jeg har opgivet debatten om frikadeller i folkeskolen, men får julelys i øjnene når snakken falder på legalisering af cannabis. Jeg afskyr kællinger og deres fnidder-fnadder, men tager alligevel mig selv i at følge med i Fie Laursens og Onani-Carolines cyber-slåskamp ( #TeamFie )
I mit hoved er der ikke langt fra tanke til handling. Jeg kan bare godt lige at dele, alt fra billeder af min hund, pinlige oplevelser, til vredesudbrud over Støjbergs såkaldte “sejrs-kage”.
Så hvorfor lytte til mig? Det beder jeg dig heller ikke om. Jeg er ikke fan af piedestaler, og har slet ikke lysten til at sidde på sådan en, så selvom mine ord måske opfattes som værende bedrevidende, er de mere ment som undrende. For i bund og grund er jeg jo bare endnu en stemme, og jeg har altid nydt at råbe højest. “Hende den højrøstede” passer vel egentlig meget godt, I guess. Så her er jeg. Værsgo